Om Elvang

Vi elsker udsøgte tekstiler og klassisk design!

Faktisk så meget, at vi har specialiseret os i alpaka-uld og andre uimodståelige, bæredygtige materialer. Om det er plaiden, der altid varmer på kolde dage eller tørklædet, der holder sæson efter sæson, så er Elvang Denmark kombinationen af tidløs, nordisk æstetik og peruviansk håndværk skabt til at bestå. Designet er enkelt og elegant med et stilrent udtryk i luksuskvalitet.

Historien om Elvang er den om at rejse ud i verden og være vidne til kvalitet og håndværk, som kun århundrede lange traditioner kan have lagt fundamentet for.
Og om ikke at kunne give slip på de indtryk igen.

Det var hvad, der skete, da vi vendte retur fra en rygsæksrejse i Peru i 2002. Her oplevede vi på tæt hold den traditionsrige peruvianske kultur og ikke mindst alpakaen, hvis uld regnes for en af de fineste fibre i verden. Et år senere var Elvang Denmark født, og vi introducerede som de første i Skandinavien plaider i alpaka-uld. I dag sælges Elvang i mange lande verden over.

For os er det essentielt at tage bæredygtige og ansvarlige valg, der sikrer ordentlige vilkår i hele forsyningskæden: lige fra aflønning af alpakahyrden til forholdene for medarbejdere på de lokale væverier, transporten hjem fra Peru, genbrug af leverandørers emballage og gaveæsker lavet i recycled pap. Vi er Fair Trade certificeret hos World Fair Trade Organization (WFTO) på højeste niveau, som en af de eneste virksomheder i Danmark. Du kan læse mere om, hvad det præcis betyder, at vi forpligter os til her.

Elvang drives på et fundament af etik, integritet og respekt  – for vores omgivelser, menneskene vi arbejder sammen med og de designs, vi sender ud i verden.

ALPAKAEN

Vi har valgt at bruge peruviansk alpaka-uld til vores produkter, fordi dyret såvel som dens uld, er noget nær det mest bæredygtige, der findes.

 

Unikke egenskaber

Alpaka-uldens fibre er helt unikke sammenlignet med andre naturfibre. For det første er de helt ekstremt bløde, hvilket er med til at give vores designs en særlig, eksklusiv følelse. Dertil kommer, at fibrene er slidstærke, allergivenlige, smudsafvisende og ekstra isolerende – egenskaber, som samlet set gør ulden særligt egnet til at anvende i tekstiler, fordi kvalitet og holdbarhed er helt enestående.

 

OM DYRET

Der lever cirka fire millioner alpakaer i de peruvianske Andesbjerge – det er omkring 80 % af verdens bestand. Alpakaen som dyr adskiller sig med sin levevis fra andre dyr – den har faktisk en meget bæredygtig adfærd.

Den lever eksempelvis af vand fra naturlige kilder og øger således ikke vandforbruget i pasning af den. Desuden spiser alpakaen græs i Andesbjergene – ikke opdyrket foder – og den bider græsset over i modsætning til mange andre dyr, som rykker det op med roden, hvilket med tiden kan skabe jorderosion.

Alpakaen producerer mere uld end andre uldproducerende dyr i forhold til mængden af mad, den behøver, og da ulden kommer i så mange forskellige farver fra naturens side kan man fremstille en del tekstiler uden at gøre brug af indfarvning.

Alpakaen er alt i alt et dyr, der er meget skånsom for sine naturlige omgivelser og hvis uld, med sine unikke kvaliteter, er noget af det mest bæredygtige materiale, der kan anvendes til tekstiler.

PLEJE AF PRODUKTER

Uld kræver meget lidt vedligeholdelse og i endnu højere grad alpaka-uld, fordi det hverken fnugger eller fælder særlig meget. Derfor kan du nøjes med at lufte din plaid eller tørklæde, når du synes, at det trænger til at blive livet lidt op – her kan vind og vejr gøre underværker.

Hvis uheldet er ude, og der er blevet spildt noget på din plaid eller tørklæde, så fugt så hurtigt som muligt pletten med lidt vand fra vandhanen og se, om det kan hjælpe – men lad være med at gnubbe for hårdt på ulden, da det kan skade fibrene.

Hvis ikke pletten kan klares hjemme, så er vores anbefaling at sende produktet til professionel rens.